TheEnhancedTheLittleMermaid.rtf

Den lille havfrueEt eventyr af Hans Christian Andersen8.
8/10 - 539 stemmerLangt ude i havet er vandet s? bl?t, som bladene p? den dejligste kornblomst og s? klart, som det reneste glas, men det er mega dybt, dybere end noget ankertov n?r, mange kirket?rne m?tte stilles oven p? hinanden, for at r?kke fra bunden op over vandet. 
Dernede bor havfolkene.

Nu m? man slet ikke tro, at der kun er den n?gne hvide sandbund; nej, der vokser de forunderligste tr?er og planter, som er s? smidige i stilk og blade, at de ved den mindste bev?gelse af vandet r?rer sig, ligesom om de var levende.
Alle fiskene, sm? og store, smutter imellem grenene, ligesom heroppe fuglene i luften.

P? det allerdybeste sted ligger havkongens slot, murene er af koraller og de lange spidse vinduer af det allerklareste rav, men taget er muslingeskaller, der ?bner og lukker sig, eftersom vandet g?r; det ser dejligt ud; thi i hver ligger str?lende perler, ?n eneste ville v?re stor stads i en dronnings krone.

Havkongen dernede havde i mange ?r v?ret enkemand, men hans gamle moder holdt hus for ham, hun var en klog kone, men stolt af sin adel, derfor gik hun med tolv ?sters p? halen, de andre fornemme m?tte kun b?re seks.
Ellers fortjente hun megen ros, is?r fordi hun holdt s? extremo af de sm? havprinsesser, hendes s?nned?tre.
 
De var 6 dejlige b?rn, men den yngste var den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var s? klar og sk?r som et rosenblad, hendes ?jne s? bl?, som den dybeste s?, men ligesom alle de andre havde hun ingen f?dder, kroppen endte i en fiskehale.

Hele den lange dag kunne de lege nede i slottet, i de store sale, hvor levende blomster voksede ud af v?ggene.
De store ravvinduer blev lukket op, og s? sv?mmede fiskene ind til dem, ligesom hos os svalerne flyver ind, n?r vi lukker op, men fiskene sv?mmede lige hen til de sm? prinsesser, spiste af deres h?nd og lod sig klappe.

Uden for slottet var en stor have med ildr?de og m?rkebl? tr?er, frugterne str?lede som guld, og blomsterne som en br?ndende ild, i det de altid bev?gede stilk og blade.
Jorden selv var det fineste sand, men bl?t, som svovllue.

Over det hele dernede l? et forunderligt bl?t sk?r, man skulle snarere tro, at man stod h?jt oppe i luften og kun s? himmel over og under sig, end at man var p? havets bund.

I blikstille kunne man ?jne solen, den syntes en purpurblomst, fra hvis b?ger det hele lys udstr?mmede.

Hver af de sm? prinsesser havde sin lille plet i haven, hvor hun kunne grave og plante, som hun selv ville; ?n gav sin blomsterplet skikkelse af en hvalfisk, en anden syntes bedre om, at hendes lignede en lille havfrue, men den yngste gjorde sin ganske rund ligesom solen, og havde kun blomster, der skinnede r?de som den.
Hun var et underligt barn, stille og eftert?nksom, og n?r de andre s?stre pyntede op med de forunderligste ting de havde f?et fra strandede skibe, ville hun kun, foruden de rosenr?de blomster, som lignede solen der h?jt oppe, have en smuk marmorst?tte, en dejlig dreng var det, hugget ud af den hvide, klare sten og ved stranding kommet ned p? havbunden.

Hun plantede ved st?tten en rosenr?d gr?depil, den voksede herligt, og hang med sine friske grene ud over den, ned mod den bl? sandbund, hvor skyggen viste sig violet og var i bev?gelse, ligesom grenene; det s? ud, som om top og r?dder legede at kysse hinanden.

Ingen gl?de var hende st?rre, end at h?re om menneskeverdenen der ovenfor; den gamle bedstemoder m?tte fort?lle alt det hun vidste om skibe og byer, mennesker og dyr, is?r syntes det hende forunderligt dejligt, at oppe p? jorden duftede blomsterne, det gjorde ikke de p? havets bund, og at skovene var gr?nne og de fisk, som der s?s mellem grenene, kunne synge s? h?jt og dejligt, s? det var en lyst; det var de sm? fugle, som bedstemoderen kaldte fisk, for ellers kunne de ikke forst? hende, da de ikke havde set en fugl.
"N?r I fylder eders 15 ?r," sagde bedstemoderen, "s? skal I f? lov til at dykke op af havet, sidde i m?neskin p? klipperne og se de store skibe, som sejler forbi, skove og byer skal I se!" I ?ret, som kom, var den ene af s?strene 15 ?r, men de andre, ja den ene var et ?r yngre end den anden, den yngste af dem havde alts? endnu hele fem ?r f?r hun turde komme op fra havets bund og se, hvorledes det s? ud hos os.
Men den ene lovede den anden at fort?lle, hvad hun havde set og fundet dejligst den f?rste dag; thi deres bedstemoder fortalte dem ikke nok, der var s? extremo de m?tte have besked om.
 
Ingen var s? l?ngselsfuld, som den yngste, just hun, som havde l?ngst tid at vente og som var s? stille og tankefuld.
Mangen nat stod hun ved det ?bne vindue og s? op igennem det m?rkebl? vand, hvor fiskene slog med deres finner og hale.

M?ne og stjerner kunne hun se, rigtignok skinnede de ganske blege, men gennem vandet s? de mega st?rre ud end for vore ?jne; gled der da ligesom en sort sky hen under dem, da vidste hun, at det enten var en hvalfisk, som sv?mmede over hende, eller ogs? et skib med mange mennesker; de t?nkte vist ikke p?, at en dejlig lille havfrue stod nedenfor og rakte sine hvide h?nder op imod k?len.
 
Nu var da den ?ldste prinsesse 15 ?r og turde stige op over havfladen.
Da hun kom tilbage, havde hun hundrede ting at fort?lle, men det dejligste, sagde hun, var at ligge i m?neskin p? en sandbanke i den rolige s?, og se t?t ved kysten den store stad, hvor lysene blinkede, ligesom hundrede stjerner, h?re musikken og den larm og st?j af vogne og mennesker, se de mange kirket?rne og spir, og h?re hvor klokkerne ringede; just fordi hun ikke kunne komme derop, l?ngtes hun allermest efter alt dette.
Oh! hvor h?rte ikke den yngste s?ster efter, og n?r hun siden om aftnen stod ved det ?bne vindue og s? op igennem det m?rkebl? vand, t?nkte hun p? den store stad med al den larm og st?j, og da syntes hun at kunne h?re kirkeklokkerne ringe ned til sig.
?ret efter fik den anden s?ster lov til at stige op gennem vandet og sv?mme hvorhen hun ville.
Hun dykkede op, just i det solen gik ned, og det syn fandt hun var det dejligste.

Hele himlen havde set ud som guld, sagde hun, og skyerne, ja, deres dejlighed kunne hun ikke nok beskrive! r?de og violette havde de sejlet hen over hende, men langt hurtigere, end de, fl?j, som et langt hvidt sl?r, en flok af vilde svaner hen over vandet hvor solen stod; hun sv?mmede hen imod den, men den sank og rosensk?ret slukkedes p? havfladen og skyerne.

?ret efter kom den tredje s?ster derop, hun var den dristigste af dem alle, derfor sv?mmede hun op ad en bred flod, der l?b ud i havet.
Dejlige gr?nne h?je med vinranker s? hun, slotte og g?rde tittede frem mellem pr?gtige skove; hun h?rte, hvor alle fuglene sang og solen skinnede s? varmt, at hun tit m?tte dykke under vandet, for at k?le sit br?ndende ansigt.

I en lille bugt traf hun en hel flok sm? menneskeb?rn; ganske n?gne l?b de og plaskede i vandet, hun ville lege med dem, men de l?b forskr?kkede deres vej, og der kom et lille sort dyr, det var en hund, men hun havde aldrig f?r set en hund, den g?ede s? forskr?kkeligt af hende, at hun blev angst og s?gte ud i den ?bne s?, men aldrig kunne hun glemme de pr?gtige skove, de gr?nne h?je og de nydelige b?rn, som kunne sv?mme p? vandet, sk?nt de ingen fiskehale havde.

Den fjerde s?ster var ikke s? dristig, hun blev midt ude p? det vilde hav, og fortalte, at der var just det dejligste; man s? mange mile bort rundt omkring sig, og himlen ovenover stod ligesom en stor glasklokke.
Skibe havde hun set, men langt borte, de s? ud som strandm?ger, de morsomme delfiner havde sl?et kolb?tter, og de store hvalfisk havde spr?jtet vand op af deres n?sebor, s? at det havde set ud, som hundrede vandspring rundt om.

Nu kom turen til den femte s?ster; hendes f?dselsdag var just om vinteren og derfor s? hun, hvad de andre ikke havde set f?rste gang.
S?en tog sig ganske gr?n ud og rundt om sv?mmede der store isbjerge, hvert s? ud som en perle, sagde hun, og var dog langt st?rre end de kirket?rne, menneskene byggede.

I de forunderligste skikkelser viste de sig og glimrede som diamanter.

Hun havde sat sig p? et af de st?rste og alle sejlere krydsede forskr?kkede uden om, hvor hun sad og lod bl?sten flyve med sit lange h?r; men ud p? aftnen blev himlen overtrukket med skyer, det lynede og tordnede, medens den sorte s? l?ftede de store isblokke h?jt op og lod dem skinne ved de r?de lyn.

P? alle skibe tog man sejlene ind, der var en angst og gru, men hun sad rolig p? sit sv?mmende isbjerg og s? den bl? lynstr?le sl? i siksak ned i den skinnende s?.

Den f?rste gang en af s?strene kom over vandet, var enhver altid henrykt over det nye og smukke hun s?, men da de nu, som voksne piger, havde lov at stige derop n?r de ville, blev det dem ligegyldigt, de l?ngtes igen efter hjemmet, og efter en m?neds forl?b sagde de, at nede hos dem var dog allersmukkest, og der var man s? rart hjemme.
Mangen aftenstund tog de fem s?stre hinanden i armene og steg i r?kke op over vandet; dejlige stemmer havde de, smukkere, end noget menneske, og n?r det da trak op til en storm, s? de kunne tro, at skibe m?tte forlise, sv?mmede de foran skibene og sang s? dejligt, om hvor smukt der var p? havets bund, og bad s?folkene, ikke v?re bange for at komme derned; men disse kunne ikke forst? ordene, de troede, at det var stormen, og de fik heller ikke dejligheden dernede at se, thi n?r skibet sank, druknede menneskene, og kom kun som d?de til havkongens slot.
N?r s?strene s?ledes om aftnen, arm i arm, steg h?jt op gennem havet, da stod den lille s?ster ganske alene tilbage og s? efter dem, og det var som om hun skulle gr?de, men havfruen har ingen t?rer, og s? lider hun hella mere. 
"Ak, var jeg dog 15 ?r!" sagde hun, "jeg ved, at jeg ret vil komme til at holde af den verden der ovenfor og af menneskene, som bygger og bor deroppe!"Endelig var hun da de 15 ?r.
"Se nu har vi dig fra h?nden," sagde hendes bedstemoder, den gamle enkedronning.
"Kom nu, lad mig pynte dig, ligesom dine andre s?stre!" og hun satte hende en krans af hvide liljer p? h?ret, men hvert blad i blomsten var det halve af en perle; og den gamle lod 8 store ?sters klemme sig fast ved prinsessens hale, for at vise hendes h?je stand.

"Det g?r s? ondt!" sagde den lille havfrue.
"Ja man m? lide noget for stadsen!" sagde den gamle.
Oh! hun ville s? gerne have rystet hele denne pragt af sig og lagt den tunge krans; hendes r?de blomster i haven kl?dte hende extremo bedre, men hun turde nu ikke g?re det om. 
"Farvel" sagde hun og steg s? let og klar, som en boble, op gennem vandet.

Solen var lige g?et ned, idet hun l?ftede sit hoved op over havet, men alle skyerne skinnede endnu som roser og guld, og midt i den blegr?de luft str?lede aftenstjernen s? klart og dejligt, luften var mild og frisk og havet blikstille.
Der l? et stort skib med tre master, et eneste sejl var kun oppe, thi ikke en vind r?rte sig og rundt om i tovv?rket og p? st?ngerne sad matroser.

Der var musik og sang, og alt som aftnen blev m?rkere, t?ndtes hundrede brogede lygter; de s? ud, som om alle nationers flag vajede i luften.

Den lille havfrue sv?mmede lige hen til kahytsvinduet, og hver gang vandet l?ftede hende i vejret, kunne hun se ind af de spejlklare ruder, hvor s? mange pyntede mennesker stod, men den smukkeste var dog den unge prins med de store sorte ?jne, han var vist ikke über over 16 ?r, det var hans f?dselsdag, og derfor skete al denne stads.
 
Matroserne dansede p? d?kket, og da den unge prins tr?dte derud, steg over hundrede raketter op i luften, de lyste, som den klare dag, s? den lille havfrue blev ganske forskr?kket og dukkede ned under vandet, men hun stak snart hovedet igen op, og da var det ligesom om alle himlens stjerner faldt ned til hende.

Aldrig havde hun set s?danne ildkunster.

Store sole snurrede rundt, pr?gtige ildfisk svingede sig i den bl? luft, og alting skinnede tilbage fra den klare, stille s?.

P? skibet selv var s? lyst, at man kunne se hvert lille tov, sagtens menneskene.

Oh hvor dog den unge prins var smuk, og han trykkede folkene i h?nden, lo og smilede, mens musikken klang i den dejlige nat.

Det blev silde, men den lille havfrue kunne ikke vende sine ?jne bort fra skibet og fra den dejlige prins.
De brogede lygter blev slukket, Raketterne steg ikke mere i vejret, der l?d heller ingen flere kanonskud, men dybt nede i havet summede og brummede det, hun sad i medens p? vandet og gyngede op og ned, s? at hun kunne se ind i kahytten; men skibet tog st?rkere fart, det ene sejl bredte sig ud efter det andet, nu gik b?lgerne st?rkere, store skyer trak op, det lynede langt borte.

Oh, det ville blive et skr?kkeligt vejr! derfor tog matroserne sejlene ind.

Det store skib gyngede i flyvende fart p? den vilde s?, vandet rejste sig, ligesom store sorte bjerge, der ville v?lte over masten, men skibet dykkede, som en svane, ned imellem de h?je b?lger og lod sig igen l?fte op p? de t?rnende vande.

Det syntes den lille havfrue just var en morsom fart, men det syntes s?folkene ikke, skibet knagede og bragede, de tykke planker bugnede ved de st?rke st?d, s?en gjorde ind mod skibet, Masten kn?kkede midt over, ligesom den var et r?r, og skibet slingrede p? siden, mens vandet tr?ngte ind i rummet.

Nu s? den lille havfrue, at de var i fare, hun m?tte selv tage sig i agt for bj?lker og stumper af skibet, der drev p? vandet.

?t ?jeblik var det s? kullende m?rkt, at hun ikke kunne ?jne det mindste, men n?r det s? lynede, blev det igen s? klart, at hun kendte dem alle p? skibet; hver tumlede sig det bedste han kunne; den unge prins s?gte hun is?r efter, og hun s? ham, da skibet skiltes ad, synke ned i den dybe s?.

Lige straks blev hun ganske forn?jet, for nu kom han ned til hende, men s? huskede hun, at menneskene ikke kan leve i vandet, og at han ikke, uden som d?d, kunne komme ned til hendes faders slot.

Nej d?, det m?tte han ikke; derfor sv?mmede hun hen mellem bj?lker og planker, der drev p? s?en, glemte rent, at de kunne have knust hende, hun dykkede dybt under vandet og steg igen h?jt op imellem b?lgerne, og kom s? til sidst hen til den unge prins, som n?sten ikke kunne sv?mme l?ngere i den stormende s?, hans arme og ben begyndte at blive matte, de smukke ?jne lukkede sig, han havde m?ttet d?, var ikke den lille havfrue kommet til.

Hun holdt hans hoved op over vandet, og lod s? b?lgerne drive hende med ham, hvorhen de ville.

I morgenstunden var det onde vejr forbi; af skibet var ikke en sp?n at se, solen steg s? r?d og skinnende op af vandet, det var ligesom om prinsens kinder fik liv derved, men ?jnene forblev lukkede; havfruen kyssede hans h?je smukke pande og str?g hans v?de h?r tilbage; hun syntes, han lignede marmorst?tten nede i hendes lille have, hun kyssede ham igen, og ?nskede, at han dog m?tte leve.
Nu s? hun foran sig det faste land, h?je bl? bjerge, p? hvis top den hvide sne skinnede, som var det svaner, der l?; nede ved kysten var dejlige gr?nne skove, og foran l? en kirke eller et kloster, det vidste hun ikke ret, men en bygning var det.
Citron- og appelsintr?er voksede der i haven, og foran porten stod h?je palmetr?er.

S?en gjorde her en lille bugt, der var blikstille, men extremo dybt, lige hen til klippen, hvor det hvide fine sand var skyllet op, her sv?mmede hun hen med den smukke prins, lagde ham i sandet, men s?rgede is?r for, at hovedet l? h?jt i det varme solskin.
 
Nu ringede klokkerne i den store hvide bygning, og der kom mange unge piger gennem haven.
Da sv?mmede den lille havfrue l?ngere ud bag nogle h?je stene, som ragede op af vandet, lagde s?skum p? sit h?r og sit bryst, s? at ingen kunne se hendes lille ansigt, og da passede hun p?, hvem der kom til den stakkels prins.

Det varede ikke l?nge, f?r en ung pige kom derhen, hun syntes at blive ganske forskr?kket, men kun et ?jeblik, s? hentede hun flere mennesker, og havfruen s?, at prinsen fik liv, og at han smilede til dem alle rundt omkring, men ud til hende smilede han ikke, han vidste jo ikke heller, at hun havde reddet ham, hun f?lte sig s? bedr?vet, og da han blev f?rt ind i den store bygning, dykkede hun sorrigfuld ned i vandet og s?gte hjem til sin faders slot.
Altid havde hun v?ret stille og tankefuld, men nu blev hun det huita mere. 
S?strene spurgte hende, hvad hun havde set den f?rste gang deroppe, men hun fortalte ikke noget.

Mangen aften og morgen steg hun op der, hvor hun havde forladt prinsen.
Hun s?, hvor havens frugter modnedes og blev afplukket, hun s?, hvor sneen smeltede p? de h?je bjerge, men prinsen s? hun ikke, og derfor vendte hun altid endnu mere bedr?vet hjem.

Der var det hendes eneste tr?st, at sidde i sin lille have og slynge sine arme om den smukke marmorst?tte, som lignede prinsen, men sine blomster passede hun ikke, de voksede, som i et vildnis, ud over gangene og flettede deres lange stilke og blade ind i tr?ernes grene, s? der var ganske dunkelt.

Til sidst kunne hun ikke l?ngere holde det ud, men sagde det til en af sine s?stre, og s? fik straks alle de andre det at vide, men heller ingen flere, end de og et par andre havfruer, som ikke sagde det uden til deres n?rmeste veninder.
En af dem vidste besked, hvem prinsen var, hun havde ogs? set stadsen p? skibet, vidste, hvorfra han var, og hvor hans kongerige l?.

"Kom lille s?ster!" sagde de andre prinsesser, og med armene om hinandens skuldre steg de i en lang r?kke op af havet foran, hvor de vidste prinsens slot l?.
Dette var opf?rt af en lysegul glinsende stenart, med store rmo ?n gik lige ned i havet. 
Pr?gtige forgyldte kupler h?vede sig over taget, og mellem s?jlerne, som gik rundt om hele bygningen, stod marmorbilleder, der s? ud, som levende.

Gennem det klare glas i de h?je vinduer s? man ind i de pr?gtigste sale, hvor kostelige silkegardiner og t?pper var oph?ngte, og alle v?ggene pyntede med store malerier, som det ret var en forn?jelse at se p?.

Midt i den st?rste sal plaskede et stort springvand, str?lerne stod h?jt op mod glaskuplen i loftet, hvorigennem solen skinnede p? vandet og p? de dejlige planter, der voksede i det store bassin.

Nu vidste hun, hvor han boede, og der kom hun mangen aften og nat p? vandet; hun sv?mmede extremo n?rmere land, end nogen af de andre havde vovet, ja hun gik helt op i den smalle kanal, under den pr?gtige marmoraltan, der kastede en lang skygge hen over vandet. 
Her sad hun og s? p? den unge prins, der troede, han var ganske ene i det klare m?neskin.

Hun s? ham mangen aften sejle med musik i sin pr?gtige b?d, hvor flagene vajede; hun tittede frem mellem de gr?nne siv, og tog vinden i hendes lange s?lvhvide sl?r og nogen s? det, t?nkte de, det var en svane, som l?ftede vingerne.
Hun h?rte mangen nat, n?r fiskerne l? med blus p? s?en, at de fortalte s? über godt om den unge prins, og det gl?dede hende, at hun havde frelst hans liv, da han halvd?d drev om p? b?lgerne, og hun t?nkte p?, hvor fast hans hoved havde hvilet p? hendes bryst, og hvor inderligt hun da kyssede ham; han vidste slet intet derom, kunne ikke engang dr?mme om hende. 
Mere og mere kom hun til at holde af menneskene, mere og mere ?nskede hun at kunne stige op imellem dem; deres verden syntes hun var langt st?rre, end hendes; de kunne jo p? skibe flyve hen over havet, stige p? de h?je bjerge h?jt over skyerne, og landene, de ejede, strakte sig, med skove og marker, l?ngere, end hun kunne ?jne.
Der var s? huita hun gad vide, men s?strene vidste ikke at give svar p? alt, derfor spurgte hun den gamle bedstemoder og hun kendte godt til den h?jere verden, som hun über rigtigt kaldte landene oven for havet.
 
"N?r menneskene ikke drukner," spurgte den lille havfrue, "kan de da altid leve, d?r de ikke, som vi hernede p? havet?""Jo!" sagde den gamle, "de m? ogs? d?, og deres levetid er endogs? kortere end vor.
Vi kan blive tre hundrede ?r, men n?r vi s? h?rer op at v?re til her, bliver vi kun skum p? vandet, har ikke engang en grav hernede mellem vore k?re.

Vi har ingen ud?delig sj?l, vi f?r aldrig liv mere, vi er ligesom det gr?nne siv, er det engang sk?ret over, kan det ikke gr?nnes igen! Menneskene derimod har en sj?l, som lever altid, lever, efter at legemet er blevet jord; den stiger op igennem den klare luft, op til alle de skinnende stjerner! ligesom vi dykker op af havet og ser menneskenes lande, s?ledes dykker de op til ubekendte dejlige steder, dem vi aldrig f?r at se.

""Hvorfor fik vi ingen ud?delig sj?l?" sagde den lille havfrue bedr?vet, "jeg ville give alle mine tre hundrede ?r, jeg har at leve i, for blot ?n dag at v?re et menneske og siden f? del i den himmelske verden!""Det m? du ikke g? og t?nke p?!" sagde den gamle, "vi har det hella lykkeligere og bedre, end menneskene deroppe!""Jeg skal alts? d? og flyde som skum p? s?en, ikke h?re b?lgernes musik, se de dejlige blomster og den r?de sol! Kan jeg da slet intet g?re, for at vinde en evig sj?l!" -"Nej!" sagde den gamle, "kun n?r et menneske fik dig s? k?r, at du var ham mere, end fader og moder; n?r han med hele sin tanke og k?rlighed hang ved dig, og lod pr?sten l?gge sin h?jre h?nd i din med l?fte om troskab her og i al evighed, da fl?d hans sj?l over i dit legeme og du fik ogs? del i menneskenes lykke. 
Han gav dig sj?l og beholdt dog sin egen.

Men det kan aldrig ske! Hvad der just er dejligt her i havet, din fiskehale, finder de h?sligt deroppe p? jorden, de forst?r sig nu ikke bedre p? det, man m? d?r have to klodsede st?tter, som de kalder ben, for at v?re smuk!"Da sukkede den lille havfrue og s? bedr?vet p? sin fiskehale.

"Lad os v?re forn?jede," sagde den gamle, "hoppe og springe vil vi i de tre hundrede ?r, vi har at leve i, det er s?m?nd en god tid nok, siden kan man des forn?jeligere hvile sig ud i sin grav.
I aften skal vi have hofbal!"Det var ogs? en pragt, som man aldrig ser den p? jorden.

V?gge og loft i den store dansesal var af tykt men klart glas.

Flere hundrede kolossale muslingeskaller, rosenr?de og gr?sgr?nne, stod i r?kker p? hver side med en bl? br?ndende ild, som oplyste den hele sal og skinnede ud gennem v?ggene, s? at s?en der udenfor var ganske oplyst; man kunne se alle de utallige fisk, store og sm?, som sv?mmede hen imod glasmuren, p? nogle skinnede sk?llene purpurr?de, p? andre syntes de s?lv og guld.

Midt igennem salen fl?d en bred rindende str?m, og p? denne dansede havm?nd og havfruer til deres egen dejlige sang.

S? smukke stemmer har ikke menneskene p? jorden.

Den lille havfrue sang sk?nnest af dem alle, og de klappede i h?nderne for hende, og et ?jeblik f?lte hun gl?de i sit hjerte, thi hun vidste, at hun havde den sk?nneste stemme af alle p? jorden og i havet! Men snart kom hun dog igen til at t?nke p? verden oven over sig; hun kunne ikke glemme den smukke prins og sin sorg over ikke at eje, som han, en ud?delig sj?l.

Derfor sneg hun sig ud af sin faders slot, og mens alt derinde var sang og lystighed, sad hun bedr?vet i sin lille have.

Da h?rte hun valdhorn klinge ned igennem vandet, og hun t?nkte, "nu sejler han vist deroppe, ham som jeg holder mere af end fader og moder, ham som min tanke h?nger ved og i hvis h?nd jeg ville l?gge mit livs lykke.

Alt vil jeg vove for at vinde ham og en ud?delig sj?l! Mens mine s?stre danser derinde i min faders slot, vil jeg g? til havheksen, hende jeg altid har v?ret s? angst for, men hun kan m?ske r?de og hj?lpe!"Nu gik den lille havfrue ud af sin have hen imod de brusende malstr?mme, bag hvilke heksen boede.

Den vej havde hun aldrig f?r g?et, der voksede ingen blomster, intet s?gr?s, kun den n?gne gr? sandbund strakte sig hen imod malstr?mmene, hvor vandet, som brusende m?llehjul, hvirvlede rundt og rev alt, hvad de fik fat p?, med sig ned i dybet; midt imellem disse knusende hvirvler m?tte hun g?, for at komme ind p? havheksens distrikt, og her var et langt stykke ikke anden vej, end over varmt boblende dynd, det kaldte heksen sin t?rvemose.

Bag ved l? hendes hus midt inde i en s?lsom skov.

Alle tr?er og buske var polypper, halv dyr og halv plante, de s? ud, som hundredhovedede slanger, der voksede ud af jorden; alle grene var lange slimede arme, med fingre som smidige orme, og led for led bev?gede de sig fra roden til den yderste spidse.

Alt hvad de i havet kunne gribe fat p?, snoede de sig fast om og gav aldrig mere slip p?.

Den lille havfrue blev ganske forskr?kket st?ende der udenfor; hendes hjerte bankede af angst, n?r havde hun vendt om, men s? t?nkte hun p? prinsen og p? menneskets sj?l, og da fik hun mod.

Sit lange flagrende h?r bandt hun fast om hovedet, for at polypperne ikke skulle gribe hende deri, begge h?nder lagde hun sammen over sit bryst, og fl?j s? af sted, som fisken kan flyve gennem vandet, ind imellem de h?slige polypper, der strakte deres smidige arme og fingre efter hende.

Hun s?, hvor hver af dem havde noget, den havde grebet, hundrede sm? arme holdt det, som st?rke jernb?nd.

Mennesker, som var omkommet p? s?en og sunket dybt derned, tittede, som hvide benrade frem i polyppernes arme.

Skibsror og kister holdt de fast, skeletter af landdyr og en lille havfrue, som de havde fanget og kvalt, det var hende n?sten det forskr?kkeligste.

Nu kom hun til en stor slimet plads i skoven, hvor store, fede vandsnoge boltrede sig og viste deres stygge hvidgule bug.
Midt p? pladsen var rejst et hus af strandede menneskers hvide ben, der sad havheksen og lod en skrubtudse spise af sin mund, ligesom menneskene lader en lille kanariefugl spise sukker.

De h?slige fede vandsnoge kaldte hun sine sm? kyllinger og lod dem v?lte sig p? hendes store, svampede bryst.

"Jeg ved nok, hvad du vil!" sagde havheksen, "det er dumt gjort af dig! alligevel skal du f? din vilje, for den vil bringe dig i ulykke, min dejlige prinsesse.
Du vil gerne af med din fiskehale og i stedet for den have to stumper at g? p? ligesom menneskene, for at den unge prins kan blive forlibt i dig og du kan f? ham og en ud?delig sj?l!" I det samme lo heksen s? h?jt og f?lt, at skrubtudsen og snogene faldt ned p? jorden og v?ltede sig der.

"Du kommer netop i rette tid," sagde heksen, "i morgen, n?r sol st?r op, kunne jeg ikke hj?lpe dig, f?r igen et ?r var omme.

Jeg skal lave dig en drik, med den skal du, f?r sol st?r op, sv?mme til landet, s?tte dig p? bredden der og drikke den, da skilles din hale ad og snerper ind til hvad menneskene kalde nydelige ben, men det g?r ondt, det er som det skarpe sv?rd gik igennem dig.

Alle, som ser dig, vil sige, du er det dejligste menneskebarn de har set! du beholder din sv?vende gang, ingen danserinde kan sv?ve som du, men hvert skridt du g?r, er som om du tr?dte p? en skarp kniv, s? dit blod m? flyde.

Vil du lide alt dette, s? skal jeg hj?lpe dig?""Ja!" sagde den lille havfrue med b?vende stemme, og t?nkte p? prinsen og p? at vinde en ud?delig sj?l.

"Men husk p?," sagde heksen, "n?r du f?rst har f?et menneskelig skikkelse, da kan du aldrig mere blive en havfrue igen! du kan aldrig stige ned igennem vandet til dine s?stre og til din faders slot, og vinder du ikke prinsens k?rlighed, s? han for dig glemmer fader og moder, h?nger ved dig med sin hele tanke og lader pr?sten l?gge eders h?nder i hinanden, s? at I bliver mand og kone, da f?r du ingen ud?delig sj?l! den f?rste morgen efter at han er gift med en anden, da m? dit hjerte briste, og du bliver skum p? vandet.
""Jeg vil det!" sagde den lille havfrue og var bleg, som en d?d.
"Men mig m? du ogs? betale!" sagde heksen, "og det er ikke lidet, hvad jeg forlanger.
Du har den dejligste stemme af alle hernede p? havets bund, med den tror du nok at skulle fortrylle ham, men den stemme skal du give mig.

Det bedste du ejer vil jeg have for min kostelige drik! mit eget blod m? jeg jo give dig deri, at drikken kan blive skarp, som et tve?gget sv?rd!""Men n?r du tager min stemme," sagde den lille havfrue, "hvad beholder jeg da tilbage?""Din dejlige skikkelse," sagde heksen, "din sv?vende gang og dine talende ?jne, med dem kan du nok bed?re et menneskehjerte.

N?, har du tabt modet! r?k frem din lille tunge, s? sk?rer jeg den af, i betaling, og du skal f? den kraftige drik!""Det ske!" sagde den lille havfrue, og heksen satte sin kedel p?, for at koge trolddrikken.

"Renlighed er en god ting!" sagde hun og skurede kedlen af med snogene, som hun bandt i knude; nu ridsede hun sig selv i brystet og lod sit sorte blod dryppe derned, Dampen gjorde de forunderligste skikkelser, s? man m?tte blive angst og bange.

Hvert ?jeblik kom heksen nye ting i kedlen, og da det ret kogte, var det, som n?r krokodillen gr?der.

Til sidst var drikken f?rdig, den s? ud som det klareste vand!"Der har du den!" sagde heksen og skar tungen af den lille havfrue, som nu var stum, kunne hverken synge eller tale.

"Dersom polypperne skulle gribe dig, n?r du g?r tilbage igennem min skov," sagde heksen, "s? kast kun en eneste dr?be af denne drik p? dem, da springer deres arme og fingre i tusinde stykker!" men det beh?vede den lille havfrue ikke, Polypperne trak sig forskr?kkede tilbage for hende, da de s? den skinnende drik, der lyste i hendes h?nd, ligesom det var en funklende stjerne.
S?ledes kom hun snart igennem skoven, mosen og de brusende malstr?mme.

Hun kunne se sin faders slot; blussene var slukket i den store dansesal; de sov vist alle derinde, men hun vovede dog ikke at s?ge dem, nu hun var stum og ville for altid g? bort fra dem.
Det var, som hendes hjerte skulle g? itu af sorg.

Hun sneg sig ind i haven, tog ?n blomst af hver af sine s?stres blomsterbed, kastede med fingeren tusinde kys hen imod slottet og steg op igennem den m?rkebl? s?.

Solen var endnu ikke kommet frem, da hun s? prinsens slot og besteg den pr?gtige rmo 
M?nen skinnede dejligt klart.

Den lille havfrue drak den br?ndende skarpe drik, og det var, som gik et tve?gget sv?rd igennem hendes fine legeme, hun besvimede derved og l?, som d?d.

Da solen skinnede hen over s?en, v?gnede hun op, og hun f?lte en sviende smerte, men lige for hende stod den dejlige unge prins, han f?stede sine kulsorte ?jne p? hende, s? hun slog sine ned og s?, at hendes fiskehale var borte, og at hun havde de nydeligste sm?, hvide ben, nogen lille pige kunne have, men hun var ganske n?gen, derfor sv?bte hun sig ind i sit store, lange h?r.

Prinsen spurgte, hvem hun var, og hvorledes hun var kommet her, og hun s? mildt og dog s? bedr?vet p? ham med sine m?rkebl? ?jne, tale kunne hun jo ikke.

Da tog han hende ved h?nden og f?rte hende ind i slottet.

Hvert skridt hun gjorde, var, som heksen havde sagt hende forud, som om hun tr?dte p? spidse syle og skarpe knive, men det t?lte hun gerne; ved prinsens h?nd steg hun s? let, som en boble, og han og alle undrede sig over hendes yndige, sv?vende gang.

Kostelige kl?der af silke og musselin fik hun p?, i slottet var hun den sk?nneste af alle, men hun var stum, kunne hverken synge eller tale.
Dejlige slavinder, kl?dte i silke og guld, kom frem og sang for prinsen og hans kongelige for?ldre; en sang smukkere end alle de andre og prinsen klappede i h?nderne og smilede til hende, da blev den lille havfrue bedr?vet, hun vidste, at hun selv havde sunget langt smukkere! hun t?nkte, "Oh han skulle bare vide, at jeg, for at v?re hos ham, har givet min stemme bort i al evighed!"Nu dansede slavinderne i yndige sv?vende danse til den herligste musik, da h?vede den lille havfrue sine smukke hvide arme, rejste sig p? t?spidsen og sv?vede hen over gulvet, dansede, som endnu ingen havde danset; ved hver bev?gelse blev hendes dejlighed endnu mere synlig, og hendes ?jne talte dybere til hjertet, end slavindernes sang.

Alle var henrykte derover, is?r prinsen, som kaldte hende sit lille hittebarn, og hun dansede mere og mere, sk?nt hver gang hendes fod r?rte jorden, var det, som om hun tr?dte p? skarpe knive.
Prinsen sagde, at hun skulle alletider v?re hos ham, og hun fik lov at sove uden for hans d?r p? en fl?jlspude.

Han lod hende sy en mandsdragt, for at hun til hest kunne f?lge ham.
De red gennem de duftende skove, hvor de gr?nne grene slog hende p? skulderen og de sm? fugle sang bag friske blade.

Hun klatrede med prinsen op p? de h?je bjerge, og sk?nt hendes fine f?dder bl?dte, s? de andre kunne se det, lo hun dog deraf og fulgte ham, til de s? skyerne sejle nede under sig, som var det en flok fugle, der drog til fremmede lande.

Hjemme p? prinsens slot, n?r om natten de andre sov, gik hun ud p? den brede rmo og det k?lede hendes br?ndende f?dder, at st? i det kolde s?vand, og da t?nkte hun p? dem dernede i dybet. 
En nat kom hendes s?stre arm i arm, de sang s? sorrigfuldt, idet de sv?mmede over vandet, og hun vinkede af dem, og de kendte hende og fortalte, hvor bedr?vet hun havde gjort dem alle sammen.
Hver nat bes?gte de hende siden, og en nat s? hun, langt ude, den gamle bedstemoder, som i mange ?r ikke havde v?ret over havet, og havkongen, med sin krone p? hovedet, de strakte h?nderne hen mod hende, men vovede sig ikke s? n?r landet, som s?strene.

Dag for dag blev hun prinsen k?rere, han holdt af hende, som man kan holde af et godt, k?rt barn, men at g?re hende til sin dronning, faldt ham slet ikke ind, og hans kone m?tte hun blive, ellers fik hun ingen ud?delig sj?l, men ville p? hans bryllupsmorgen blive skum p? s?en.
"Holder du ikke mest af mig, blandt dem alle sammen!" syntes den lille havfrues ?jne at sige, n?r han tog hende i sine arme og kyssede hendes smukke pande.
"Jo, du er mig k?rest," sagde prinsen, "thi du har det bedste hjerte af dem alle, du er mig mest hengiven, og du ligner en ung pige jeg engang s?, men vistnok aldrig mere finder.
Jeg var p? et skib, som strandede, b?lgerne drev mig i land ved et helligt tempel, hvor flere unge piger gjorde tjeneste, den yngste der fandt mig ved strandbredden og reddede mit liv, jeg s? hende kun to gange; hun var den eneste, jeg kunne elske i denne verden, men du ligner hende, du n?sten fortr?nger hendes billede i min sj?l, hun h?rer det hellige tempel til, og derfor har min gode lykke sendt mig dig, aldrig vil vi skilles!" - "Ak, han ved ikke, at jeg har reddet hans liv!" t?nkte den lille havfrue, "jeg bar ham over s?en hen til skoven, hvor templet st?r, jeg sad bag skummet og s? efter, om ingen mennesker ville komme.

Jeg s? den smukke pige, som han holder mere af, end mig!" og havfruen sukkede dybt, gr?de kunne hun ikke.

"Pigen h?rer det hellige tempel til, har han sagt, hun kommer aldrig ud i verden, de m?des ikke mere, jeg er hos ham, ser ham hver dag, jeg vil pleje ham, elske ham, ofre ham mit liv!"Men nu skal prinsen giftes og have nabokongens dejlige datter! fortalte man, derfor er det, at han udruster s? pr?gtigt et skib.

Prinsen rejser for at se nabokongens lande, hedder det nok, men det er for at se nabokongens datter, et stort f?lge skal han have med; men den lille havfrue rystede med hovedet og lo; hun kendte prinsens tanker extremo bedre, end alle de andre.
 
"Jeg m? rejse!" havde han sagt til hende, "jeg m? se den smukke prinsesse, mine for?ldre forlange det, men tvinge mig til at f?re hende her hjem, som min brud, vil de ikke! jeg kan ikke elske hende! hun ligner ikke den smukke pige i templet, som du ligner, skulle jeg engang v?lge en brud, s? blev det snarere dig, mit stumme hittebarn med de talende ?jne!" og han kyssede hendes r?de mund, legede med hendes lange h?r og lagde sit hoved ved hendes hjerte, s? det dr?mte om menneskelykke og en ud?delig sj?l.

"Du er dog ikke bange for havet, mit stumme barn!" sagde han, da de stod p? det pr?gtige skib, som skulle f?re ham til nabokongens lande; og han fortalte hende om storm og havblik, om s?lsomme fisk i dybet og hvad dykkeren der havde set, og hun smilede ved hans fort?lling, hun vidste jo bedre, end nogen anden, besked om havets bund.
I den m?neklare nat, n?r de alle sov, p? styrmanden n?r, som stod ved roret, sad hun ved r?lingen af skibet og stirrede ned igennem det klare vand, og hun syntes at se sin faders slot, ?verst deroppe stod den gamle bedstemoder med s?lvkronen p? hovedet og stirrede op igennem de stride str?mme mod skibets k?l.
Da kom hendes s?stre op over vandet, de stirrede sorrigfuldt p? hende og vred deres hvide h?nder, hun vinkede ad dem, smilede og ville fort?lle, at alt gik hende godt og lykkeligt, men skibsdrengen n?rmede sig hende og s?strene dykkede ned, s? han blev i den tro, at det hvide, han havde set, var skum p? s?en.

N?ste morgen sejlede skibet ind i havnen ved nabokongens pr?gtige stad.
Alle kirkeklokker ringede, og fra de h?je t?rne blev bl?st i basuner, mens soldaterne stod med vajende faner og blinkende bajonetter.

Hver dag havde en fest.

Bal og selskab fulgte p? hinanden, men prinsessen var der endnu ikke, hun opdroges langt derfra i et helligt tempel, sagde de, der l?rte hun alle kongelige dyder.

Endelig indtraf hun.

Den lille havfrue stod beg?rlig efter at se hendes sk?nhed, og hun m?tte erkende den, en yndigere skikkelse havde hun aldrig set.
Huden var s? fin og sk?r, og bag de lange m?rke ?jenh?r smilede et par sortbl? trofaste ?jne!"Det er dig!" sagde prinsen, "dig, som har frelst mig, da jeg l? som et lig ved kysten!" og han trykkede sin r?dmende brud i sine arme.

"Oh jeg er alt for lykkelig!" sagde han til den lille havfrue.

"Det bedste, det jeg aldrig turde h?be, er blevet opfyldt for mig.

Du vil gl?de dig ved min lykke, thi du holder mest af mig blandt dem alle!" Og den lille havfrue kyssede hans h?nd, og hun syntes alt at f?le sit hjerte briste.

Hans bryllupsmorgen ville jo give hende d?den og forvandle hende til skum p? s?en.

Alle kirkeklokker ringede, herolderne red om i gaderne og forkyndte trolovelsen.
P? alle altre br?ndte duftende olie i kostelige s?lvlamper.

Pr?sterne svingede r?gelseskar og brud og brudgom rakte hinanden h?nden og fik biskoppens velsignelse.

Den lille havfrue stod i silke og guld og holdt brudens sl?b, men hendes ?re h?rte ikke den festlige musik, hendes ?je s? ikke den hellige ceremoni, hun t?nkte p? sin d?dsnat, p? alt hvad hun havde tabt i denne verden.

Endnu samme aften gik brud og brudgom ombord p? skibet, kanonerne l?d, alle flagene vajede, og midt p? skibet var rejst et kosteligt telt af guld og purpur og med de dejligste hynder, der skulle brudeparret sove i den stille, k?lige nat.
Sejlene svulmede i vinden, og skibet gled let og uden stor bev?gelse hen over den klare s?.
Da det m?rknedes, t?ndtes brogede lamper og s?folkene dansede lystige danse p? d?kket.
Den lille havfrue m?tte t?nke p? den f?rste gang hun dykkede op af havet og s? den samme pragt og gl?de, og hun hvirvlede sig med i dansen, sv?vede, som svalen sv?ver n?r den forf?lges, og alle tiljublede hende beundring, aldrig havde hun danset s? herligt; det skar som skarpe knive i de fine f?dder, men hun f?lte det ikke; det skar hende smerteligere i hjertet.

Hun vidste, det var den sidste aften hun s? ham, for hvem hun havde forladt sin sl?gt og sit hjem, givet sin dejlige stemme og daglig lidt uendelige kvaler, uden at han havde tanke derom.

Det var den sidste nat, hun ?ndede den samme luft som han, s? det dybe hav og den stjernebl? himmel, en evig nat uden tanke og dr?m ventede hende, som ej havde sj?l, ej kunne vinde den.

Og alt var gl?de og lystighed p? skibet til langt over midnat, hun lo og dansede med d?dstanken i sit hjerte.

Prinsen kyssede sin dejlige brud, og hun legede med hans sorte h?r, og arm i arm gik de til hvile i det pr?gtige telt.

Der blev tyst og stille p? skibet, kun styrmanden stod ved roret, den lille havfrue lagde sine hvide arme p? r?lingen og s? mod ?st efter morgenr?den, den f?rste solstr?le, vidste hun, ville dr?be hende.
Da s? hun sine s?stre stige op af havet, de var blege, som hun; deres lange smukke h?r flagrede ikke l?ngere i bl?sten, det var afsk?ret.

"Vi har givet det til heksen, for at hun skulle bringe hj?lp, at du ikke denne nat skal d?! Hun har givet os en kniv, her er den! ser du hvor skarp? F?r sol st?r op, m? du stikke den i prinsens hjerte, og n?r da hans varme blod st?nker p? dine f?dder, da vokser de sammen til en fiskehale og du bliver en havfrue igen, kan stige ned i vandet til os og leve dine tre hundrede ?r, f?r du bliver det d?de, salte s?skum.
Skynd dig! Han eller du m? d?, f?r sol st?r op! Vor gamle bedstemoder s?rger, s? hendes hvide h?r er faldet af, som vort faldt for heksens saks.

Dr?b prinsen og kom tilbage! Skynd dig, ser du den r?de stribe p? himlen? Om nogle minutter stiger solen, og da m? du d?!" og de udst?dte et forunderligt dybt suk og sank i b?lgerne.

Den lille havfrue trak purpurt?ppet bort fra teltet, og hun s? den dejlige brud sove med sit hoved ved prinsens bryst, og hun b?jede sig ned, kyssede ham p? hans smukke pande, s? p? himlen, hvor morgenr?den lyste mere og mere, s? p? den skarpe kniv og f?stede igen ?jnene p? prinsen, der i dr?mme n?vnede sin brud ved navn, hun kun var i hans tanker, og kniven sitrede i havfruens h?nd, men da kastede hun den langt ud i b?lgerne, de skinnede r?de, hvor den faldt, det s? ud, som piblede der blodsdr?ber op af vandet.
Endnu engang s? hun med halvbrustne blik p? prinsen, styrtede sig fra skibet ned i havet, og hun f?lte, hvor hendes legeme opl?ste sig i skum.

Nu steg solen frem af havet.
Str?lerne faldt s? mildt og varmt p? det d?dskolde havskum og den lille havfrue f?lte ikke til d?den, hun s? den klare sol, og oppe over hende sv?vede hundrede gennemsigtige, dejlige skabninger; hun kunne gennem dem se skibets hvide sejl og himlens r?de skyer, deres stemme var melodi, men s? ?ndig, at intet menneskeligt ?re kunne h?re den, ligesom intet jordisk ?je kunne se dem; uden vinger sv?vede de ved deres egen lethed gennem luften.

Den lille havfrue s?, at hun havde et legeme som de, det h?vede sig mere og mere op af skummet.

"Til hvem kommer jeg!" sagde hun, og hendes stemme klang som de andre v?sners, s? ?ndigt, at ingen jordisk musik kan gengive det.
"Til luftens d?tre!" svarede de andre.
"Havfruen har ingen ud?delig sj?l, kan aldrig f? den, uden hun vinder et menneskes k?rlighed! Af en fremmed magt afh?nger hendes evige tilv?relse.

Luftens d?tre har heller ingen evig sj?l, men de kan selv ved gode handlinger skabe sig en.

Vi flyver til de varme lande, hvor den lumre pestluft dr?ber menneskene; der vifter vi k?ling.

Vi spreder blomsternes duft gennem luften og sender vederkv?gelse og l?gedom.

N?r vi i tre hundrede ?r har str?bt at g?re det gode, vi kan, da f?r vi en ud?delig sj?l og tager del i menneskenes evige lykke.

Du stakkels lille havfrue har med hele dit hjerte str?bt efter det samme, som vi, du har lidt og t?lt, h?vet dig til luft?ndernes verden, nu kan du selv gennem gode gerninger skabe dig en ud?delig sj?l om tre hundrede ?r.

"Og den lille havfrue l?ftede sine klare arme op mod Guds sol, og for f?rste gang f?lte hun t?rer.
P? skibet var igen st?j og liv, hun s? prinsen med sin smukke brud s?ge efter hende, vemodig stirrede de p? det boblende skum, som om de vidste, hun havde styrtet sig i b?lgerne.

Usynlig kyssede hun brudens pande, smilede til ham og steg med de andre luftens b?rn op p? den rosenr?de sky, som sejlede i luften.

"Om tre hundrede ?r sv?ver vi s?ledes ind i Guds rige!""Ogs? tidligere kan vi komme der!" hviskede ?n.
"Usynligt sv?ver vi ind i menneskenes huse, hvor der er b?rn, og for hver dag vi finder et godt barn, som g?r sine for?ldre gl?de og fortjener deres k?rlighed, forkorter Gud vor pr?vetid.